Uddannelsesplan for mediegrafiker
Uddannelsen veksler mellem undervisning på en erhvervsskole og oplæring i en godkendt virksomhed inden for området. Uddannelsen skal samlet give lærlingen alsidig viden og kompetencer til professionelt at arbejde med design og fremstilling af trykte og digitale produkter og produktioner.
Virksomheden skal udarbejde en plan for lærlingens oplæring — lærlingens personlige uddannelsesplan — som værktøj til virksomhedens planlægning og styring af lærlingens oplæring.
Oplæringsmål for uddannelsen:
**Grafisk design, typografi og grafik og billedbehandling:**
- Lærlingen kan designe, planlægge og fremstille trykte og digitale produkter og produktioner.
- Lærlingen kan arbejde med idéudvikling, grafisk design, typografi samt med grafik og billedbehandling til fremstilling af trykte og digitale produkter og produktioner.
- Lærlingen kan arbejde med kommunikation og konceptudvikling.
**Grafisk produktionsforståelse:**
- Lærlingen kan tilrettelægge, udføre og kontrollere trykte og digitale produkter og produktioner på baggrund af viden om grafisk produktion.
- Lærlingen kan udføre opgaver i forhold til kommunikationsteknologi, datahåndtering og dokumentformater.
- Lærlingen kan varetage et grafisk produktionsworkflow og rådgive om et rationelt produktionsforløb.
- Lærlingen kan løse og dokumentere faglige problemstillinger.
- Lærlingen kan udføre arbejdet under hensyntagen til gældende regler for arbejdsmiljø og sikkerhed.
Samarbejde og kommunikation:
- Lærlingen kan indgå i samarbejde med andre, herunder bidrage til løsning af faglige problemstillinger.
- Lærlingen kan kommunikere fagligt ved anvendelse af relevante regler, begreber og termer inden for grafisk produktion.
Uddannelsesplan:
Virksomheden skal udarbejde en plan for lærlingens oplæring. Grafisk Uddannelsesudvalg har udarbejdet en skabelon til en uddannelsesplan, der kan anvendes som værktøj til virksomhedens planlægning og styring af lærlingens oplæring.