De er blevet testet til deres yderste, deltagerne i DM i Skills 2026. Siden danmarksmesterskaberne for elever og lærlinge på erhvervsuddannelser blev skudt i gang i Hjørring i onsdags, har de dystet i bl.a. præcision, innovation, sikkerhed og hurtighed.
Lørdag eftermiddag kulminerede de mange timers hårde arbejde og flere måneders forberedelser så med kåringen af hvert fags vindere, som nu kan kalde sig danmarksmestre.
Formand for SkillsDenmark hyldede vinderne
Ved afslutningsceremonien deltog bl.a. formand for SkillsDenmark, Søren Heisel, med en hilsen til vinderne.
- Der har været mange børn og unge forbi DM i Skills, og for dem er det jer, der er ambassadørerne, og jer de ser op til - husk det. Det er jer, der er stjernerne. Det giver en kæmpe respekt for håndværksfagene. Det er der ingen andre end jer der kan gøre. TAK!, lød det fra Søren Heisel, som overrakte medaljer til vinderne sammen med borgmester for Hjørring, Søren Smalbro.
Her er vindernes navne, virksomheder og skoler:
Grafisk tekniker:
Mathias Bladt Kondrup
Jydsk Emblem Fabrik
TECHCOLLEGE
Mediegrafiker:
Sascha Annabell Bendix Hornecker
Viral Film Aps
TECHCOLLEGE
Danmarks største uddannelsesevent
DM i Skills, Danmarksmesterskaberne for unge på erhvervsuddannelser, holdes en gang årligt. Med knap 300 deltagere fra 48 fag og op mod 50.000 besøgende er det Danmarks største uddannelsesevent.
Billeder fra årets DM i Skills, bl.a. af vinderne, kan findes her: SkillsDenmark’s albums | Flickr
Næste DM i Skills holdes i 2027 i Vejle.