Billede Af Emilie Ringgaard Til Iudk
28 marts 2019

På vej mod DM i Skills i Næstved: Grafisk tekniker Emilie går efter at vinde

De grafiske uddannelser er igen repræsenteret ved Danmarksmesterskabet i håndværk, når DM i Skills åbner den 4. april 2019 i Arena Næstved.

Navn: Emilie Ringgaard
Uddannelse: Grafisk tekniker 
Virksomhed: K. T. Damgaard-Jensen A/S 
Skole: Tech College, Aalborg

Hvordan forbereder du dig til DM i Skills? 
- Vi har nogle ting, vi kan forberede på min arbejdsplads, og så forsøger jeg at gå ud fra, at det bredt set har at gøre med min uddannelse. En af vores kunder hos K. T. Damgaard-Jensen har givet mig mulighed for at komme ud og blande nogle farver, og lære om det, for det skal vi helt sikkert lave til Skills. Jeg ved ikke så meget, om den opgave vi får, så jeg prøver mig lidt frem.

Hvad betyder det for dig at få mulighed for at deltage i DM i Skills? 
- Jeg synes, det er megafedt at være en del af det, og jeg tager det som en kæmpe oplevelse. Jeg går selvfølgelig efter at vinde, men det vigtigste er oplevelsen. Jeg har spillet håndbold, siden jeg var 10 år, så det vil altid sidde fast i mig, at jeg er konkurrencemenneske.

Hvorfor valgte du uddannelsen til grafisk tekniker?
- Til at begynde med ville jeg være mediegrafiker, men jeg synes ikke, jeg var kreativ nok. Jeg blev så introduceret for seks forskellige uddannelser og fik så øje på grafisk tekniker, hvor man kan røre ved tingene og være mere fysisk i gang. Så det var egentlig min andenprioritet, men jeg er superglad for valget, jeg har taget.

Hvad er det fede ved dit fag? 
- Det er kontakten med kunderne. Man kommer ud og taler med mennesker, som interesserer sig for det samme, og man rører ved og laver ting til hele verden. Det fede er også, at man kan køre forbi, det man selv har stået med og sige, at dét har jeg lavet. Det er virkelig fedt. Jeg står til daglig ved en hybridprinter, og vi printer alt i storformat lige fra bannere, tapetophæng og skilte til plader.

Hvad er det mest interessante ved dit arbejde og din arbejdsplads? 
- Det er, at vi laver noget nyt hver dag. Det er aldrig det samme, og det kan svinge fra dag til dag, hvor mange ordre vi har. Nogle dage er hårdere end andre. Det fedeste ved min arbejdsplads er, at jeg har gode kolleger, der stoler på mig og giver fra sig og tør at give mig nogle ordre, som har noget fylde. De tror på mig.

Hvad er dine planer for fremtiden? 
- Jeg håber, jeg kan blive, hvor jeg er nu, fordi det er en superfed virksomhed, hvor jeg lærer noget nyt hver dag. En dag vil jeg gerne videre og prøve noget helt andet. Uddannelsen er meget bred, så der er mange muligheder.