Bliv godkendt som oplæringssted

DSC8118

Hvis virksomheden er godkendt som oplæringsvirksomhed kan den indgå en uddannelsesaftale med en lærling. Dette gøres ved at udfylde en uddannelsesaftaleblanket, som derefter sendes til den lokale erhvervsskole, hvor lærlingen bliver tilmeldt.

De første tre måneder af oplæringsperioden fungerer som gensidig prøvetid. I denne periode kan både lærling og arbejdsgiver ophæve uddannelsesaftalen uden varsel og uden at skulle angive en grund. Efter prøvetiden bliver aftalen uopsigelig.

Godkendte virksomheder

På Lærepladsen.dk, Undervisningsministeriets elektroniske platform for erhvervsuddannelser, kan man finde en opdateret oversigt over godkendte virksomheder inden for hver enkelt uddannelse.

For lærlinge:

  • Du kan finde virksomheder, der er godkendt til at ansætte lærlinge, ved at klikke på "Søg læreplads". Herfra kan du også sende ansøgninger direkte til virksomheder, der søger lærlinge.

For virksomheder: 

  • Du kan søge efter lærlinge og vurdere deres profiler, samt annoncere efter lærlinge, som virksomheden ønsker at ansætte.

Ansøg om at blive godkendt som virksomhed her: 

Grafisk tekniker

Mediegrafiker


Har du kendskab til bekymrende oplæringsforhold?

Som lærling har man ret til en god og ordentlig oplæring på sit lærested. Hvis du – som fx lærling, forældre eller skolerepræsentant – er bekymret for oplæringsforholdene på et godkendt lærested, bør du henvende dig til uddannelsens faglige udvalg.

Det faglige udvalg har ansvar for at sikre, at godkendte læresteder lever op til de bedst mulige uddannelsesforhold. Udvalgene kan til enhver tid besøge virksomheder for at undersøge oplæringsforholdene.

Hvis kravene for at have lærlinge ikke opfyldes, kan en virksomhed i yderste konsekvens få frataget sin godkendelse.

Send din henvendelse til jura@iu.dk med følgende oplysninger:

  • Kontaktoplysninger på virksomheden (fx virksomhedens navn, CVR, p-enhed)
  • En beskrivelse af de forhold du oplever på lærestedet
  • En beskrivelse af hvad der evt. har været af dialog eller tiltag på lærestedet

Industriens Uddannelser håndterer alle henvendelser grundigt og sikrer, at alle parter i sagen bliver hørt, før der evt. bliver truffet en beslutning. Hvis der sker ændringer eller fratagelse af en godkendelse, får virksomheden tilsendt en skriftlig afgørelse med en klagevejledning.

Er du lærling?

Hvis du som lærling har oplevet noget på dit lærested, som du har behov for at drøfte med en uden for virksomheden, kan du henvende dig på ovennævnte mail eller kontakte din fagforening eller tillidsrepræsentant.

Hvilke love gælder på området?

Erhvervsuddannelsesloven, se særligt §42 og §46

Bekendtgørelse om de faglige udvalgs behandling af sager om godkendelse af virksomheder som læresteder for elever og lærlinge i erhvervsuddannelser, se særligt §6.