Flere veje kan nu føre til hovedforløbet som grafisk tekniker
16 juni 2022

Flere veje kan nu føre til hovedforløbet som grafisk tekniker

Fra den 1. august 2022 kan lærlinge komme ind på hovedforløbet som grafisk tekniker, hvis de har taget grundforløbet som industrioperatør, procesoperatør og skiltetekniker. Lærlingene skal blot lave en uddannelsesaftale med en godkendt virksomhed for hovedforløbet som grafisk tekniker.

Nu bliver virksomhedernes rekrutteringsgrundlag bredere til hovedforløbet til grafisk tekniker. Grafisk Uddannelsesudvalg har besluttet, at et grundforløb som industrioperatør, procesoperatør og skiltetekniker kan give adgang til hovedforløbet som grafisk tekniker. Disse uddannelser indeholder produktionsprocesser, som læner sig op ad uddannelsen som grafisk tekniker.

I forbindelse med trepartsaftalen ’om flere lærepladser og entydigt ansvar’ har vi haft et ønske om at gøre virksomhedernes rekrutteringsgrundlag bredere og gøre det lettere for personer, som mangler en læreplads at finde et alternativ til deres oprindelige uddannelsesvalg. Derfor er det muligt fra d. 1. august 2022 at søge ind som grafisk tekniker på hovedforløbet, hvis man har taget grundforløbet i en af de tre beslægtede uddannelser – industrioperatør, procesoperatør og skiltetekniker, udtaler Anders Mosumgaard, GRAKOM, formand for Grafisk Uddannelsesudvalg.

Et initiativ ud af mange

Initiativet skal ses som et af mange, der skal skabe et bredere og mere attraktivt lærepladsmarked for lærlingene. Forhåbentlig vil tilbuddet være med til at udbrede virksomhedernes rekrutteringsgrundlag og minimere den geografiske udfordring med ledige lærepladser fra landsskolen på TECHCOLLEGE Aalborg.

Anders Mosumgaard understreger, at initiativet ikke lægger op til, at flere skal droppe de tre beslægtede uddannelser, hvis grundforløb gennemføres på flere skoler fordelt i hele landet. Det er i stedet udelukkende et ekstra tilbud, hvis nogle lærlinge er udfordret på at finde en læreplads indenfor de tre andre uddannelser.   

Har du kommentarer eller spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:

Carsten Kristiansen, TECHCOLLEGE Aalborg, virksomhedskonsulent via følgende mail cakr@techcollege.dk eller pr telefon på 2526 6352

Anders Mosumgaard, GRAKOM, formand for Grafisk Uddannelsesvalg via følgende mail am@grakom.dk eller pr telefon på 2140 6387