Mediegrafiker Lisa er klar til DM i Skills
25 januar 2023

Mediegrafiker Lisa: - Det er fedt at designe digitale og fysiske produkter til større begivenheder

Lisa Giacobbe er begejstret for, at mediegrafikeruddannelsen giver hende mulighed for både at lave fysiske og digitale produkter, som andre bliver præsenteret for. Og så er Lisa i fuld gang med forberedelserne til danmarksmesterskaberne, hvor konkret sparring med kollegaer på pitches og præsentationer forhåbentlig udmønter sig i en god placering til DM i Skills.

Navn: Lisa Giacobbe

Uddannelse: Mediegrafiker

Skole: Next Uddannelse København

Virksomhed: Dansk Industri

Alder: 26 år

Hvorfor valgte at blive mediegrafiker?

- Jeg vil gerne lære at lave layout og opsætning på diverse medier – både digitalt og fysiske produkter. Det kan jeg få opfyldt på mediegrafikeruddannelsen. Jeg synes også, at mediegrafikeruddannelsen er attraktiv, fordi jeg lærer om, hvordan jeg designer digitalt materiale, der ofte også skal fungere i fysisk form. Det kunne fx være flyers, som jeg designer på min computer og efterfølgende skal sikre mig, at designet ser pænt ud, når jeg sidder med flyeren i hænderne. 

Hvad går dit fag ud på?

- Mit fag er ret bredt. Man lærer lidt om alt muligt som fx html, kodning, billedredigering, struktur og opsætning af tekst i magasiner. Man lærer også, hvad øjet kan lide at se, men også hvor man kan skubbe lidt til rammerne.

Hvilke opgaver er du særligt glad for som mediegrafiker?

- Det er især opgaver, hvor jeg skal lave en opsætning af flyer digitalt og efterfølgende arbejde med den i fysisk form, jeg finder interessant. Opgaver med struktur kunne være pjecer og skemaer, hvor man skal tage højde for, at noget er læsbart og skarpt sat op. Det er vigtigt, at andre mennesker kan læse og overskue de tekster, der står i vores skemaer og pjecer.

Hvorfor tror du, at du er blevet så god til dit fag, at du skal deltage til DM i Skills?

- Det er muligvis, fordi jeg godt kan lide at lære. Jeg synes, at det er sjovt at lave noget med hænderne og se, hvordan jeg kan arbejde med og udvikle et produkt.

Hvordan forbereder du dig op til DM i Skills?

- Jeg har faktisk sat to uger af til at forberede mig. Jeg prøver at udføre nogle opgaver på tid. Derudover prøver jeg at lære at lave en pitch og præsentere mine produkter. Det er utrolig relevant, da det er en stor del af mit arbejde. Mine kollegaer har fået til opgave at komme med feedback på min performance.

Hvad siger din familie og venner til, at du skal til DM i Skills?

- De er stolte og synes, at det er spændende. De glæder sig meget på mine vegne. Der er også et par stykker fra familien og kollegaer, som kommer til Fredericia for at støtte mig og se konkurrencen.

Hvad skal publikum glæde sig til at opleve?

- Jeg vil præsentere dem for mine færdigheder som mediegrafiker. Det er kompetencer inden for logodesign, opsætning, typografi og InDesign. Så publikum kan glæde sig til at se, hvordan mit arbejde som mediegrafiker foregår i virkeligheden. Hvis man ikke rigtig har nogen ide om, hvad uddannelsen går ud på, vil konkurrencen give et indblik i, hvad en mediegrafiker laver.

Hvad drømmer du om at lave som mediegrafiker?

- Jeg drømmer om en dag at lave noget abstrakt og mind-blowing. Jeg har et ønske om at holde af mit arbejde. Det ønske er allerede gået i opfyldelse, for jeg er utrolig glad for min nuværende elevplads. Jeg håber, det fortsætter med at være sådan.

Hvad er det vildeste, du har lavet som mediegrafiker?

- Det vildeste i min elevtid har været, at jeg var med til at lave materiale til DI Digitals årsdag, som er en stor konference. Jeg var med til at lave det visuelle udtryk. Det var fedt at se alt det, jeg har siddet og arbejdet med, i en større setting. Det vilde var, at en masse konferencedeltagere blev præsenteret for mit arbejde. 

Kontakt os gerne og hør nærmere

Josefine Daugaard

Uddannelseskonsulent

Telefon

33 77 91 65

Mobil

60 65 10 32

E-mail

jd@iu.dk